Om parterapi inspireret af Imago metoden og EFT

I hverdagslivets samvær bølger det som oftest op og ned, og her kan Imago terapi-metoden være en god løsning til at genskabe den oprindelige kontakt. De fleste par oplever heldigvis heldigvis gode perioder, som er præget af fordragelighed, nærvær, og kærlighed, men til andre tider kan bølgerne som sagt gå højt, og sommetider kan der måske herske en ligefrem uhyggelig kølig stilhed. 

Det kan desværre være vanskeligt – og somme tider føles umuligt – at nå hinanden og at genskabe kontakt og nærvær, når afstanden først har indfundet sig. 

Hvis I kan genkende lidt af det, så er det måske tid til at få lidt hjælp med parterapi inspireret af Imago metoden.

Den grundlæggende idé i Imago metoden som parterapi er at hjælpe Jer med at genskabe kontakten, der hvor den er bristet. På trods af, at I måske oplever Jeres respektive virkeligheder som helt uforlignelige, så bør det dog forsøges at skabe en bro imellem Jer – også selvom Jeres  to verdener måske synes at være helt adskilte.

Metoderne, som man anvender i Imago-inspireret parterapi bygger på en form for dialog, hvor de to – måske stridende – parter får støtte til at lære hinanden meget bedre at kende ved i ro og mag at undersøge og anerkende snarere end at bekæmpe de indbyrdes forskelligheder.

Det vigtigste værktøj i Imago terapi er den såkaldte anerkendende dialog. Den består egentlig af to anerkendende monologer, hvor parterne skiftes til henholdsvis at fortælle og lytte på hinanden.

Hver monolog, som nemt kan vare to fulde timer i terapien, er opbygget i tre Imago trin, der ofte tager udgangspunkt i en dagligdags frustration eller konflikt; enten en episode, som I lige har oplevet, frisk fra fad, eller måske en gammel episode, som vender tilbage og plager Jer igen og igen:

Første trin i Imago processen tager udgangspunkt i en vedtaget rollefordeling, hvor den ene part fortæller den anden om sine oplevelser, erfaringer og følelser i forbindelse med den konkrete episode, mens den anden part lytter – vel at mærke uden at kommentere undervejs!

Det kan være rigtig svært at udholde ”abstinensen” i terapien, hvor man som lyttende part ikke får lov til at blande sig med korrektioner, bebrejdelser eller forsvar, sådan som det ofte ville være tilfældet ved spisebordet derhjemme. Fortælleren får på sin side terapeutens støtte til at ”blive hjemme”  i sine egne følelser og oplevelser, således at beskyldninger, bebrejdelser og kritik fra lytteren minimeres. Lytteren ”dokumenterer” modtagelsen af det fortalte og kvitterer for kort at genfortælle: ”Det jeg hører dig sige er”. I første omgang kan formen føles lidt stiv og kunstig, men det viser sig hurtigt, at Imago terapi er en god forsikring mod ”hundeslagsmål”, og ofte opdager parterne, at de slet ikke er vant til at lytte ordentlig til hinanden i kontakt.

Første trin i Imago som parterapi afsluttes ved at lade lytteren resumere: ”Essensen af hvad jeg har hørt er…” – og fortælleren får lejlighed til eventuelt at finpudse eller supplere.

 

Andet trin i Imago-terapiens proces handler specifikt om emotioner; følelser. Den fortælling, som de to parter nu har delt, involverer ofte følelser, som er direkte omtalt i fortællingen. Lytteren genkalder sig og nævner disse følelser. Ofte rummer historien imidlertid mange flere lag af oplagte følelser, og lytteren er – sammen med terapeuten – måske i stand til at gætte på nogle af de underliggende følelser, som fortælleren ikke lige er i kontakt med og dermed ikke fik med i fortællingen. Forslag som ”jeg kan forestille mig, at du også er vred?” vil ofte lede til, at fortælleren her i andet trin indser, at der nok er en større klangbund af følelser, som svinger med under historien. Fortælleren får hermed mulighed for at gå på opdagelse i sine egne – måske mere skjulte – følelser, og fortælleren afgør, om partnerens forslag måske i virkeligheden klinger ganske godt i deres eget sjæleliv. Ofte oplever man, at partneren faktisk er i kontakt med væsentligt flere dybe følelser bag historien end fortælleren selv er bevidst om i første omgang. Ja, man kender altså hinanden så godt efter at have levet sammen, at partneren ofte ved meget mere, end man lige forestiller sig.

 

Imago processens tredje trin i parterapien handler om anerkendelse eller genkendelse (recognition), idet lytteren – nu hvor fortællingen har foldet sig ud, og hvor fortællerens følelser er berørt  – kan se, om det er muligt at forstå eller sætte sig ind i historiens indre logik: ”Når jeg  gjorde sådan, og du oplevede det sådan, og du fik de følelser, så kan jeg altså bedre forstå, at du reagerede på den måde, som du gjorde”. Her bliver det ofte muligt for lytteren at sætte sig ud over sin egen personlige tolkning og forståelse af den omtalte konflikt eller frustration. Måske har lytteren følt sig krænket eller ydmyget af partneren, men gennem den almengørelse og menneskeliggørelse, som ligger i at høre partnerens fortælling og få støtte til – for en stund – at holde sin egen personlige optik og interesse udenfor, så bliver det som oftest muligt for parterne at mødes i en afklaret og forsonlig – til tider endog rørende kærlighedsfuld – stund.

 

Med inspiration fra Imago terapi genskabes muligheden for kontakt, og kærligheden mellem de to mennesker får den plads, som en time tidligere syntes så uendelig langt borte, ja uden for rækkevidde.

 

Vi taler om, at lytteren betræder den smalle bro mellem de to vidt forskellige virkeligheder, sætter sin egen bagage derhjemme og går på besøg. Ja, går på opdagelse hos den anden, som var man en gammeldags opdagelsesrejsende blandt de vilde.

Ofte kommer der følelser til syne i rummet, som gør det muligt at fornemme noget af baggrunden for fortællerens situation og frustration.

Mange gange leder processen ved Imago dybt ind i følelser, hvis datomærkning kan fornemmes for længst at være overskredet; ”mindst holdbar til for tredive år siden”. Sagt på en anden måde åbner der sig ofte en følelsesbro tilbage til fortællerens barndom, hvor den nutidige følelse klinger direkte ind i erindringer fra barndommen med episoder, som med rørende klarhed ruller sig op for lytterens undrende øren.

I dette fordybede perspektiv kan hverdagens aktuelt frustrerende konfrontation mellem parterne vise sig at fordampet som dug for solen, blot fordi en dybere forståelse af partnerens sjæleliv og en forståelse af det ellers uforståelige nutidige reaktionsmønster nu bliver mulig i lyset af indsigten i de dybere sjælelige medbetydninger.

Hermed er der ved Imago terapi åbnet for en mulig forsoning i den aktuelle konflikt, men hvad mere er, åbnes vejen for en direkte formulering af nye måder at håndtere fremtidige konfrontationer mellem parterne.

Fortælleren får nemlig, på dette stadium af Imago processen, mulighed for at konkretisere sine ønsker om partnerens konkrete støtte. Et eksempel kunne være: ”Næste gang vi er sammen, og jeg føler mig forladt og ensom, så vil jeg vove at sige det direkte til dig, og så vil jeg bede dig om bare at holde lidt om mig”.

Sådan et konkret ønske bliver – med lytterens accept – til hjemmearbejde, der ofte bliver en ganske stor udfordring for begge parter, idet der ofte vil være betydelige fastlåste barrierer, som begge skal overvinde for at kunne påbegynde denne nye udvikling i det små ved at ændre det gamle adfærdsmønster og introducere en ny adfærd i relationen.

 

Som jeg ser det, er det netop her, at columbus-ægget står og balancerer i den Imago-inspirerede parterapi. Parterne tager forandringens mulighed og udfordring med ud af det teapeutiske værksted og med ind i hverdagen derhjemme ved spisebordet. Når dette for alvor lykkes, er der nyt liv, og parforholdets udvikling er i fuld sving.

 

Imago betyder egentlig blot "billede", men der er altså ikke tale om en særlig form for kunstterapi. Det er ægte parterapi, vi har at gøre med. Betegnelsen bliver måske forståelig, når man får at vide, at Imago metoden bygger på en idé om, at vi i begyndelsen af parforholdet vælger vores partnere med en tilbøjelighed til at søge efter et menneske, som giver os tryghed og som på en vis måde føles bekendt.

Fra barndommen bærer de fleste af os nemlig rundt på en indre forestilling om, hvad der er ”de gode mennesker”, og disse forestillinger kan glide sammen i en slags fælles portræt, eller Imago. Med dette idealbillede i bagtanken går vi så ud i verden og leder efter et menneske, som skal blive vores partner, og som vi håber kan leve op til alle vores ufortalte forventninger.

 

Gennem Imago parterapi bliver det meget ofte tydeligt, at vi på godt og ondt i vores parforholds hverdag får genskabt mange af de barndoms-scenarier, som vi så sammen må gennemspille igen og igen. Som partner indgår man imidlertid – uden at ane det og helt uforskyldt – som ”stand in” for vigtige mennesker fra en anden verden i en længst forsvunden tid, som er partnerens barndom.

Det kan opleves som en kæmpemæssig befrielse for begge parter at få løst op for disse ubevidste og snærende bånd ved sammen at gå tilbage over følelsesbroen, identificere partnerens følelser, f.eks. af forladthed og tristhed, og at afsløre følelsernes længst overskredne datomærkning. De nutidige følelser, som ofte kan synes helt ude af proportioner med den aktuelle episode med partneren i hverdagen, henter nemlig, som ofte, deres sprængkraft i en længst forsvunden tid. Gennem Imago-terapiens proces bliver det således muligt at identificere de svære følelser og deres rødder i en svunden tid.

Det bliver muligt at befrie sig, så vi ikke fortsat må identificere os med de gamle – utidsvarende – følelser, og dermed kan vi befri os fra at lide under deres tyranni. Heri ligger befrielsen for begge parter i parforholdet.

Se det synes jeg er rigtig god parterapi, når det lykkes!

 

God fornøjelse på opdagelsesrejsen!