Min egen vej ind i terapiens verden

Dette afsnit er kun ment som en orientering for dig, hvis du overvejer at gå i terapi hos mig, og hvis du eventuelt gerne vil vide lidt om personen bag terapeuten.

Traestamme


Lidt om uddannelse
Jeg er et efterkrigstidsbarn, født i 1948 af ambitiøse og driftige middelklasseforældre. Rådvild efter gymnasiet, valgte jeg – i 1968 – at studere sociologi med filosofi som bifag i Købenavn. Mens jeg skrev konferens gik jeg også på konservatoriet hvor jeg spillede tværfløjte. Sociologisk institut lignede noget af en borgerkrig i 1975, hvor jeg tog min magisterkonferens. Jeg søgte derfor grønnere græs hos lægerne, hvor arbejdsklimaet var mere tåleligt, og jeg har siden arbejdet ved det sundhedsvidenskabelige fakultet i 25 år. Jeg har arbejdet inden for faget socialmedicin, og tog i 1982 den medicinske licentiatgrad (Ph.D.). Som forsker har jeg for det første beskæftiget mig med betydningen af børns opvækst under vanskelige kår set i forhold til hvordan de senere klarer sig i livet. For det andet har jeg arbejdet med internationale forskningsprojekter, som undersøger hvor meget sundhedsvæsenets indsats egentlig nytter, især inden for kirurgien. Jeg har holdt meget af at undervise, og blev som institutleder og senere studieleder dybt involveret i opbygningen af ”Folkesundhed” som fagområde og studium. Jeg har nu valgt at sige farvel til det akademiske arbejde for at hellige mig arbejdet som terapeut i den næste del af mit liv.

Hvad med familielivet
Jeg mødte min ungdoms udkårne, Lone, allerede i gymnasiet, og vi fik lov til at leve godt og kærligt sammen i 33 år indtil døden indhentede hende alt for tidligt, da vi var 53. Vi fik fire børn, som nu er voksne, og jeg har 10 børnebørn.

Jeg er taknemmelig for at livet atter åbnede sig for mig, og at jeg mødte Bolette, som gengældte min kærlighed. Vi to har levet godt og kærligt sammen siden da, og vi valgte at gifte os i august 2006. Bolette har tre halvvoksne børn som har boet sammen med os i skiftende kombinationer.


Hvordan med terapien
Som ung voksen kom jeg igennem flere perioder, hvor depressionen indhentede mig, og hvor jeg ikke anede mine levende råd. Jeg stod midt i familielivet med fire små børn og et krævende arbejde, og vidste ikke hvordan jeg skulle klare det. Der var ingen jeg kendte, som havde noget med terapi at gøre, og med rystende hænder slog jeg op under Psyk.... i telefonbogen. Det er nu tredive år siden, og det blev indledningen til et livslangt engagement i den terapeutiske verden. Efter en årrække i individuel terapi kom jeg i midten af halvfemserne til Holbæk, hvor jeg startede min uddannelse som kropsorienteret psykoterapeut på institut for organisk psykoterapi (D.I.G.). Efter eksamen har jeg haft klienter i en årrække – ved siden af mit fuldtidsarbejde som universitetslektor, og i 2005 etablerede jeg min egen praksis.

Efter min første kones død har jeg gennemlevet en form for eksistentiel krise, som heldigvis er blevet til en rigtig livskraftig revolution i mit liv. Jeg besluttede at sige farvel til det akademiske arbejde efter 25 år, for at søge nye græsgange blandt andet som praktiserende psykoterapeut. Jeg uddanner mig fortløbende som terapeut, for tiden med vægt på kropsterapi, parterapi og hypnose. Jeg arbejder under jævnlig supervision.

Så her er jeg altså midt i tredserne med en del livserfaring; med frisk mod på livet og stor lyst til at videregive noget af alt det jeg selv gennem årene har modtaget af mine egne kære og af gode mennesker i det terapeutiske miljø.